At være som en fremmede for sig selv

Jeg er efterhånden nede på 4 tbl. Diamox om dagen. Fordelt på
1 stk. ml kl 7-9 afhængig af hvornår jeg står op.
1 stk. kl. 15
2 stk inden sengetid
Det giver bedst mening for mig.

Det bliver simpelthen SÅ tydeligt hvad de gør ved min hjerne, når jeg kun tager så få.

Når jeg står op om morgenen er jeg relativt frisk og klar i hjernen.
1 time efter indtag af diamox, lægger der sig en ordentlig gang vat rundt om min hjerne.
Intet kommer ind eller ud uden kamp. Jeg bliver vildt døsig og der skal intet til før min hjerne opgiver kampen for at få information ud af eller ind i systemet - hjernetrætheden slår til.
Jeg får problemer med ord, tanker , koncentration og hukommelsen.

Ofte må jeg ind og sove et par timer i løbet af formiddagen.

Effekten begynder så småt at tage af efter 6 timer. Så er kl ca 14 og kl 15 tager jeg en ny pille - så starter vi
forfra.

Dosisen kl 22 mærker jeg ikke til - udover at jeg  ofte sover inden for kort tid, hvilket jo har sine fordele.
Men hvis jeg tager 3 eller 4 diamox på en gang, så kan jeg ikke sove hele natten pga indre uro.

Dengang jeg tog højere dosis plejede jeg at beskrive min hjerne således:

"Den er som fyldt med tyk tyk tyk mudder. Mudder jeg næsten ikke kan bevæge mig i. Et enkelt skridt tager afsindig lang tid og koster mange kræfter. Og oven i det er der tåget - så jeg kan ikke engang se om mit skridt er i den rigtige retning".

Så er en vatteret hjerne alligevel at foretrække.
Det går fremad.
Der er endda småbitte åndehuller af normalitet, jo længere ned i dosis jeg kommer.

Jeg glæder mig for vildt til, at jeg skal reducere en tbl. diamox mere.
Så ryger morgenpillen.
Næste gang - til august ryger eftermiddagspillen.
Og til oktober er jeg helt ude af diamox.

Det er det mest skræmmende jeg har prøvet indtil nu.
At have en hjerne man ikke kan kende. At ens motherboard er i udu.
At ens "selv" er fremmed - den person man har levet med i så mange år.


Den her pin beskriver det så fint

Fundet på pinterest