 |
| Eget billede |
Når ens barn kommer hjem og siger, mor der er sket noget og man lidt fraværende, med mobilen i hånden svarer "nå da - hvad så?" Og førnævnte barn fortsætter "Nu siger jeg det bare som det er".
SÅ lytter man og smider mobilen langt væk og er i nuet sammen med sit barn, mens man forsøger den elegante balancegang ud i kunsten at vejlede og lytte.
Alt i mens man mest har lyst til at putte barnet i lommen til h*n bliver 30 år og skåne dem for alverdens hjertesorger.
Men vi ved jo også at alle vores oplevelser gør os til lige præcis den vi er i dag.
Ligesom alle de oplevelser vores unger har vil gøre dem til de mennesker de bliver i fremtiden. Vi kan vel bare håbe vi vejledte godt nok, at vi var der og at vi lagde mobilen og tablet og ipad lidt til side og lyttede.
Også på andre tidspunkter end der hvor de siger "Nu siger jeg det bare som det er".