Den yderste konsekvens af IIH er blindhed, så det er med en vis bævren at jeg tager til øjenlæge.
Det og så sidste oplevelse hos øjenlægen, som bestod af en omgang vægt-shaming, tvivl om diagnose og himmelvendte øjne og forsøg på tilbageholdt latter, da jeg forklarede om mine meget sære synsforstyrrelser (ja de lyder sære, I know. Men tag det lige lidt alvorligt alligevel )
Altså ikke den fedeste oplevelse.
I går var det tid igen.
Jeg hoppede i kyllinge-dragten og i stedet for at fortælle om min oplevelse ved sidste undersøgelse, så valgte jeg at styre showet inde hos lægen.
Altså på en pæn og ordentlig måde, men der blev ikke levnet mulighed for vægt-shaming eller andet.
Muligvis har lægen syntes jeg var en anelse skrap.. men jeg fik også vist at jeg er klar i hovedet.
Dette er tilsyneladende et springende punkt hos os med IIH.
Ofte er personen meget kognitivt påvirket, især i starten af forløbet og flere læger har udtalt at de ikke turde stole på mine udsagn og fornemmelser.
Skræmmende egentlig...
Øjenundersøgelsen mundede ud i en ny aftale om 8 uger; to fine synsnerver, som ikke er hævede længere og et lille synsudfald/defekt nederst i det ene synsfelt/øje.
Jeg har stadig forskellige synsforstyrrelser - men det kan være de forsvinder med tiden.
Hvis de er kroniske, så lever jeg med det.
Synsdefekten opdager jeg ikke selv, fordi den ligger hvor den gør. Den forsvinder måske også. Måske ikke.
Den må bare ikke blive værre!
Og øjenlæge var rar - så oplevelsen sidste gang var måske bare et tilfælde af stress eller andet.
Så
Så langt så godt!!
Nu skal jeg trappes langsomt ned i diamox - langsommere end jeg bryder mig om. Men det må jeg nok bare leve med.
Næste stop tid hos min IIH-neurolæge til snak om den famøse nedtrapning, så må vi se om vi kan finde et kompromis.